Albummet Et

lampe
Jeg tager albummet frem og begynder at bladre. Fortid og nutid blandes sammen i tankespind. Jeg er åben overfor de tanker der tager form, men kan ikke nå at uddybe dem alle. Jeg prøver at forstå og føle den andens liv, sætter mit eget til side og prøver at glemme. Jeg fyldes af det, mærker det infiltrere mine tanker og prøver forsigtigt at lade det flyde i mine årer, for at nå den fulde forståelse. Den fulde forståelse for den andens splittede sind, der til tider fylder hele universet, det sind, der volder mig så meget besvær. Men angsten for at det skal overtage er der stadig.
Til andre tider hjælper det mig til at føle livet, uden alt det støj, der ellers fylder rummet mellem mig og livet.

Angst er en del af sindet. Den kommer snigende, det lyse sind, formørkes og græmmes af en tyk flydende masse,
der begraver den ellers intelligente fornuft. Angsten for at færdes blandt andre mennesker overmander mig. Jeg kan høre deres stemmer, i starten blandet med andre lyde; En bus bremser, en bil dytter ( fulgt af eder, i den sene sommerluft ), skoleklokken ringer, men de bliver mere og mere intense. Snart fylder de hele min verden og mit synsfelt, de strømmer imod mig, de skærer i mig, de vil nå ind til min sjæl og fortælle den, hvad de vil have den til at gøre, hvordan de vil have den til at føle. Men jeg kan se at de vil mig ondt. Jeg er lige igennem deres sorte øjne, de er ikke andet end tomme skaller, styret af en verden på afgrundens rand. Jeg flygter, jeg må væk. Men de bliver ved med at være der, ligegyldigt hvor hensynsløst jeg løber, råbende til dem om alverdens ulykker, fortæller dem sandheder de ikke selv er i stand til at tænke, lullet i søvn af deres egen afmagt, i denne verden. Jeg bliver overmandet, bliver nødt til at stagnerer, de når mig og begynder igen at skære i mig. De når helt ind til mit inderste og står pludselig uforstående over for mit bankende, blødende hjerte.

Albummet To

blade-album-stor
Det ligger på bordet. Mit blik prøver at undgå det, men det sorte imiterede læder har en kraft, sindet befinder sig i det.
Det sender sine fangarme ud for langsomt, men sikkert, at omslutte mig.Vinduet er åbent og fuglene synger i træerne, inden i mit hoved vælter tankerne rundt, kunne jeg bare stoppe dem. Jeg ligger på min madras og radioen kører på en svensk kanal, den er kun tændt som støjudsender, så den overdøver lydene fra toilettet, der støder op til mit rum. Det er de to eneste ting i rummet, udover min garderobe, som ligger henne i hjørnet. Jeg skal op og ha´ min sprøjte i røven imorgen. Stemmen i radioen henvender sig pludselig til mig, river mig ud af mit univers, det er min mors stemme, det tøvende og usikre er væk, iskold lyder den, men det er stadig hendes. Den bebrejder mig en telefonsamtale, jeg havde med min elskede datter, tidligere i dag. Hun befinder sig så langt fra min verden, så langt, så langt. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne vende vrangen ud på mig selv, lade hendes hænder kærtegne mit hjerte og min hjerne, bevidsthed. Hun kunne måske få mig ud af denne fastlåste tilstand af gentagende selvransagelse, der ender med det uundgåelige, uimodståelige. Jeg vil forlade min verden, til fordel for en anden. Men denne tilståelse havde hun svært ved at forstå, min lille pige og jeg følte hendes tårer på mine kinder, varme og våde dryppede de i mit skød. Men jeg kan ikke mere, fortalte jeg hende.

Albummet 3

selvportraet-album-stor
Efter de første seancer kommer den andens sind nogle gange snigende. Det overrumpler mig pludselig en dag, jeg står og betragter vandet løbe ned i afløbet, den hvirvlende bevægelse giver mig et sug i maven og sindet breder sig, tager over, i takt med at vandet forsvinder. Jeg bliver svimmel og lukker øjnene.

Stenen borer sig op i min fod, men smerten mærker jeg ikke, den kanaliseres ud i mine flagrende lemmer og bliver til denne intense følelse af frihed. Hele min krop følger musikkens skæve rytmer og mine arme og hænder slanger sig nonchalant rundt. Fortabt i min egen verden. Rummet drejer, snurrende som sin egen akse, hvis jeg træder bare lidt
forkert, kan det resultere i at rummet kommer ud af svingninger, men det påvirker ikke min dans, jeg svæver, styrer universet og strider med lovene. Musikken stopper, jeg er ør i hovedet og bliver nødt til at ligge mig ned, rummet har ikke stoppet sine svingninger endnu. Mørket dækker mig pludselig, der er en der prikker min i siden, Sjani Shine, latteren kommer helt nede fra maven, den sprudlende fornemmelse eksploderer i et imaginært latterbrøl.

Verden blev givet til mig af den anden og jeg føler nu en taknemmelighed og beundring, der tidligere har været mig nægtet. Det er måske ikke for sent.