Digte

Den store Hob og dens Kritik
han ænser intet Øjeblik.
Hvordan kan den bedømme,
hvad Gud har set i Drømme.
En Gang, en Gang skal I dog se,
og fatte Kunstnerens Idé.

(Karen Blixen, Balladen om mit liv.)

Det er frostvejr…

Det er frostvejr,
på kirkegården hos min mor,
graven så ikke godt ud,
var der de smukkeste tulipaner:

Det må være så koldt dernede,
Snedronning
Huden i opløsning?
Nu?
Malingen skallet af kisten?
Nu?
Hatten, den er hel?
Endnu.
Sidste gang jeg så dig, smilede du.
Jeg troede det var bedemandens værk.
Nu ved jeg at det var døden du smilede til.
Forløsningen af smerten,
i dit sind, i dit hjerte.
Men forskrækket blev jeg.
Det ryk det gav, forplantede sig,
bredte sig som ringe i vandet,
eftervirkningerne er ved at aftage.
Først nu.
Lige nu.
Nu.
End nu.


Intet spørgsmål

Han er på vej
cirklen rundt
Periferisk
Hvor den sprækker
større umage med skridtene
Han strejfer
Behovene er tilpassede
I tankerne intet
spørgsmål
til solen
om dens tiltrækningskraft
i morgen
Intet

Han er på vej
cirklen rundt


Arret

Et ar på armen under hårene,
det lyser,
og gør sig selv virkeligt.
Hvor mange gange har hænder rakt ud,
efter et sted hvor øjnene længe har haft forbindelse?
Og hvor mange gange har blikke rakt ud,
hvor tankerne har været længe?
Tanker i ring.
Ringen vidner,
om i hvert fald èn gang,
hvor hånden rakte ud,
blikket fangede,
og tankerne fik lov at finde hvile.


Finger-Philodendron

Lyden af fremmed vokal infiltrere mit rum,
rum der ikke er stort
og uigenkendelighed,
kroppe og lemmer berører uden at nå,
omfavner lemmer der hænger,
visne,
og styrken er trukket tilbage…
af cyklus.

Mangfoldigheden af øjne,
er strukket ud over begrænset flade,
begrænsningen er essentiel,
ved spidsen er kraften,
at være foruden.

Den er der,
man skal bare rykke tre skridt til højre,
og den er der,
fylder rummet uden at skræmme,
skæmme,
ved berøring er det ikke fløjl,
men utvetydighed
i mangfoldigheden af grønt,
er saften derinde bag,
begrænset af fibre,
presser sig mod ydersiden,
fingeren løber langs formen,
der er flere,
to af dem stemmes mod hinanden,
og fibrene spændes til punktet før,
der i øjeblikket, er efter…


Syngonium Podophyllum

De dækker jorden.
Hoveder af hunde,
der er frosset fast i skriget,
glammen fra gårsdagens –
uimodståelighed.

Jeg står imellem dem,
de kravler op af mine ben,
bider sig fast,
sparket udløser ikke den forventede reaktion,
kun eftergivenhed.
Jeg prøver igen og igen,
men metallet i mine støvler sætter ingen spor,
intet mærke,
tiden er knap…
før de er tilbage i stilling.

At acceptere verden i sig selv, sig selv i verden.
Hvor meget grænse kan jeg overskride,
før jeg ikke kender mig selv?


Plantycerium Bifurcatum, Australien.

Den store krop,
ubevægelig i øjeblikkets forgængelighed
er udstillet for jeres glanene blikke.
Valget er dit.

Den har prøvet at afgå ved døden.
Inderst ved kernen
er skellet synligt,
næste ring i spiralen,
er dækket af fin gennemtrængelig hud,
så skrøbelig og pompøst,
måske et vindstød ville få den til at forgå?
Lag af bevidsthed beskytter den…
den centrede død.
Indtil livet trænger gennem det ydre
og breder sig i rummet omkring kroppen,
med sine gevirer.

Den kan ikke ytre sig.

Så højt at regnen er hagl

Så højt at regnen er hagl
Sensommer
Glas brydes, ramt af overflade
Jeg er uden forbindelse
Sekunder bliver væk
På bunden er snegle
Vinden har sin gang oppe
Mellemtid
Hånd mod varme

Jeg er fanget (rolig)
Græsset er en dyne
Varme fra Stakka breder sig
Fnug på halstørklædet
Stationær
Breve der skriver sig selv
uden modtagere
Vi er alle skabt
Ladet af livet, uden for
Men var det det, du ville?


Vi stræber alle efter døden.

Mit hoved eksploderer
på vidensbankens ydre.
Jeg fortsætter.
Kigger på det hovedløse jeg
der ikke er.
Mit tandløse grin lyser.

Hvorfor higen.
Tiden for svaret
er i evigheden
i morgen.
Unødvendighed
ligger i nødvendigheden.


Løgn

Det var løgn,
at det var løgn,
det jeg sagde:

Løgn!
Ifølge mig og min tid,
eller ifølge dig og din tid?
Jeg kan huske…
dengang det var løgn,
at jorden var rund,
dengang det var løgn,
at solen var jordens centrum.
Det er så meget sagt,
at jeg kan huske…
Det er overlevering.
Men tænk engang,
når de griner og siger;
Det var løgn dengang de troede på videnskaben,
og de troede,
at månen ikke var lavet af grøn ost.
Og dengang de ikke troede,
at et stjerneskud var et stjerneskud,
en ønskebrønd,
men støvpartikler i atmosfæren.
At det var løgn,
dengang vi endnu befandt os i et univers,
og ikke i pelsen på kaninen på vej op af tryllekunstnerens hat!